Skam – hvorfor føler jeg mig værdiløs?

Skam er en følelse, som kan være svær at definere. De fleste af os ved faktisk ikke, at det er skam. Vi føler os tunge, tynget, deprimerede og mørke. Vi rammes af en dyb ensomhed og håbløshed, som at falde ned i et stort sort hul. Mest af alt ønsker vi at gemme os, blive i sengen og vente på at det går over.

Skamfølelsen kan være udløst af noget i vores hverdag eller vores egne tanker. Det kan være en afvisning, en kritik, en bebrejdelse, en fejl eller en præstation. Pludselig føler vi os blottede og har en fornemmelse af, at de andre kan se helt ind i vores indre mørke.

Der hvor vi skammer os over, at være den vi er. Vi er ikke noget værd og de negative tanker kredser om vores krop, karriere, valg i livet eller et karaktertræk. Når skamfølelsen er på sit højeste, plages vi af konstante negative tanker om os selv. Vi er overbeviste om at de negative tanker taler sandt. ‘Jeg er ikke god nok’, ‘ingen holder af mig’, ‘jeg er forkert’ ‘jeg har ingen værdi’ er billeder på skammen. Når vi skammer os er det svært at være med os selv, at være alene. 

Vi vil gøre alt for at undgå denne ubehagelige og truende følelse. Derfor fokuserer vi på at kompensere på alle mulige måder. Det kan være gennem karriere, penge, alkohol, præstationer, perfektionisme, parforhold, udseende og stræben efter at forbedre. Med disse midler forsøger vi at dække over vores følelse af at være værdiløs, at skubbe følelsen væk, så vi ikke længere mærker den. 

Hvorfor føler vi skam? Skam er en naturlig følelse, som alle mennesker oplever. Den hjælper os til at passe ind i samfundet ved at signalere, hvornår vi træder ved siden af. igennem udviklingen af samfundet og menneskers sameksistens, har det været vigtigt for gruppen, at der var visse spilleregler. Når en person trådte ved siden af normen var der en konsekvens: man blev udskammet. Herefter fik personen en mulighed for at rette ind og blev accepteret ind i gruppen igen. Skamfølelsen var altså ikke vedvarende. 

I den form for skam, hvor du føler dig værdiløs som menneske og ikke noget værd er følelsen mere permanent eller en grundfølelse. Du føler den er en del af dig og dit indre fundament. Dette kaldes også for ‘toxic shame’. Ofte føler du dig også angst, bekymret og har lavt selvværd.

Hvor kommer toxic shame fra? Den kommer fra negative oplevelser og traumer fra vores barndom. Det kan være fordi vi har følt os svigtede af de voksne, vi er blevet skældt ud , ignoreret eller der har været urealistiske forventninger til os. Det kan også være at vores forældres egen skam har ‘smittet’ os. Der har manglet den kærlighed og omsorg der skulle til for, at vi følte os værdifulde og gode nok. 

Det er en god ide, at ikke skubbe følelsen af skam væk, når den opstår. Samtidig hjælper det ikke at lade de negative tanker forstærke den. I stedet mærk den og gør noget for at komme ud af den negative tanke spiral. 

Redskaber til at håndtere skam:

  • Kom ned i kroppen
  • Mærk følelsen
  • Gør noget positivt for dig selv
  • Skriv de negative tanker ned
  • Lav yoga eller mindfulness
  • Tal med en ven eller terapeut om dine følelser

Hvad er forskellen på kognitiv adfærdsterapi og traumeterapi?

Hvad er forskellen på kognitiv adfærdsterapi og traumeterapi?

Kognitiv terapi er inspireret af den græske filosofi, der antog at det er vores tanker, der styrer vores handlinger og følelser. Derfor er det logiske, at hvis du ændrer dine tanker, ændrer du din adfærd og oplever flere positive følelser. 

Ifølge Kognitiv terapi lever vi efter en slags ’regler’ og overbevisninger, der organiserer vores tanker, følelser, handlinger og relationer. Men vi er ikke bevidste om det. Vores antagelser og overbevisninger former vores liv i høj grad fordi vi ikke er klar over det og derfor ikke kan ændre det. 

Overbevisningerne opstår i vores opvæksten gennem de ting vi oplever og er udsat for.

 

Når vi har negative antagelser om verden, vil livet føles truende og negativt. Disse kaldes også for kognitive forvrængninger og kan beskrives således: 

  • sort/hvid tænkning
  • fokus på negative detaljer i stedet for helheden
  • overgeneralisering: en negativ oplevelse ses som ’altid’ eller ’aldrig’
  • tankelæsning: man gætter andres tanker uden at spørge om det forholder sig sådan
  • forudsigelse af noget negativt i fremtiden uden bevis for dette
  • ignorering af det positive, fordi det ikke ’gælder’
  • overdrivelse af det negative og minimering af det positive
  • rigide krav til sig selv: ’skulle’, ’burde’
  • katastrofetanker
  • selvkritik ’jeg er ikke god nok’
  • personalisering: man føler sig ansvarlig for situationer, som man ikke har kontrol over

De negative tankemønstre fører til forskellige symptomer og problemer, som kan være depression, angst, lavt selvværd, fobier, parforholdsproblemer og mere.

I Kognitiv terapi undersøger man de negative tanker og overbevisninger og erstatter dem med mere positive og sunde tanker. Adfærdsterapien kommer ind der, hvor overbevisningerne skal udfordres gennem nye handlinger. Det kan være at tage elevatoren, hvis du er bange for det og tænker ‘det går galt’. 

Kognitiv terapi er det man kalder en ‘top down’ metode. Det vil sige man arbejder med de kognitive og ‘nyere’ udviklede dele af hjernen. 

I min praksis integrerer jeg kognitiv terapi med det man kalder ‘bottom up’ teknikker. Disse teknikker arbejder med de dele af hjernen, som er mere primitive og ‘gamle’. Bottom Up teknikkern involverer kropsbevidsthed og et langsomt tempo. Her påvirkes og arbejdes med dybe ubevidste processer. 

Når disse teknikker kombineres med kognitive teknikker, kan vi arbejde på flere planer samtidig. Flere dele af hjernen kommer med i terapien. 

Efter min mening er det ikke nok kun at arbejde med det bevidste og kognitive plan, fordi mange af vores følelser, tanker og problemer holdes i live på et ubevidst plan. I terapien bliver vi nød til at få fat i de dybere steder i os, hvis ændringer skal være varige. Nogle mener faktisk, at vores bevidsthed er 90% ubevidst. Derfor forsøger vi gennem traumeterapi, hypnoterapi og kropsorienteret terapi at få adgang til det ubevidste plan.

Terapien bliver mest effektiv hvis vi kan arbejde med tanker, følelser, det ubevidste sind, emotioner, oplevelser, traumer og kropssansning på samme tid. 

Hvis du har negative tanker, kan det hjælpe at blive bevidst om dem, men de forsvinder som regel ikke fordi du forsøger at tænke mere positivt. 

Men når du får bearbejdet de følelser og ubevidste mønstre og oplevelser, der ligger bag tankerne, kan du opleve at tankerne ændrer sig. Andre gange forsvinder de helt af sig selv. Tankemylder og negative gentagne tanker erstattes af indre ro. Tankerne skal vi ikke kæmpe imod eller forsøge at ændre. Så snart vi finder roden og arbejder med den, vil tankerne fylde meget mindre. 

Når vi arbejder helhedsorienteret kan vi se, at alt hænger sammen. Tankerne hænger sammen med følelser og oplevelser. Negative tanker er et symptom på en ubalance og noget uforløst.  Så det er ikke kun tankerne der styrer vores handlinger og følelser, men hele det, der ligger bag ved. Derfor kan vi ikke symptombehandle ved at ændre tankerne i et forsøg på at få det bedre. Først når helheden er behandlet vil vores symptomer grundlæggende ændre sig. 

Familie traumer – vores families uforløste traumer lever i os

Igennem de seneste år har forskerer undersøgt hvordan traumer bliver overbragt fra generation til generation. Denne forskning kaldes for 

‘epigenetics’. De mener at kunne bevise, at traumer som ikke er blevet forløst og bearbejdet gives videre til den næste generation. Og dette kan spores tilbage mindst 3 generationer, muligvis længere tilbage. 

De fleste familier har oplevet traumer og voldsomme hændelser, men det er måden disse bliver håndteret på, som enten forløser dem eller giver dem videre til næste generation. 

Hvis de ubehagelige hændelser og traumer gemmes væk eller undertrykkes, kan familie medlemmer i efterfølgende generationer komme til at lide under dem. 

Familie medlemmer i senere generationer kan opleve symptomer som angst, depression eller panikangst uden en egentlig logisk årsag kan findes. Det kan også komme til udtryk i parforholdsmønstre, økonomi eller forskellige valg i livet, der gentager sig uden en klar årsag kan findes. 

For eksempel hvis der har været et dødsfald i familien generationer tilbage, som ingen har talt om eller sørget over, kan et familie medlem i en senere generation føle en uforklarlig sorg. Eller hvis et familiemedlem for mange år siden er blevet psykisk syg og familien har ‘gemt’ den person væk, kan et familie medlem fra en efterfølgende generation have en uforklarlig angst for at blive psykisk syg, gemt og glemt. 

Forskningen forsøger at finde en forklaring på, hvordan denne overførsel af traumer finder sted fra generation til generation. En måde er gennem vores DNA. Det er blevet påvist at børn af Holocost overlevere og krigs veteraner har samme type DNA sårbarhed overfor stress, som ses i mennesker, der har været udsat for ekstrem stress. Stress sårbarheden overføres altså fra den ene generation til den næste. Det vil sige, at en person, som ikke har været udsat for noget traumatisk alligevel kan have den sammen DNA kodning, som en person der har oplevet noget traumatisk. Dette vil også sige, at vi kan have samme symptomer på traumer eller stress, uden en egentlig konkret hændelse har fundet sted i vores eget liv. Hjernen vil altså reagere på en belastning, der har fundet sted i et familiemedlem fra tidligere.

En anden forklaring på dette fænomen er, at vi gentager de mønstre, som vi selv udsættes for. For eksempel mønstre i børneopdragelsen og interaktionen mellem mor og barn. Dette kan være stærkt påvirket af generationen før. Det vil sige din mors måde at forholde sig til dig på, da du var barn, er stærkt påvirket af hvordan hendes mor var overfor hende. Fordi hun har lært et mønster, som hun gentager ubevidst. 

Mønstre i vores familie går igen ubevidst og præger os uden vi er klar over det og vi kan ubevidst udleve mønstre og uforløste traumer fra et tidligere familiemedlem.

Konklusionen fra forskningen og studierne omkring familietraumer og deres overførsel er, at nogle mennesker sandsynligvis påvirkes af uforløste traumer i deres familie og fra tidligere generationer. Så hvis du lider af symptomer, der trods psykoterapi ikke er blevet afhjulpet eller som ikke kan forklares gennem oplevelser, du har haft i dit liv, kan det være en god ide, at se på din families historie. 

Har der været dødsfald, sygdom, traumatiske flytninger, psykiske sygdom, ulykker, fattigdom, krig, sult eller skilsmisser i tidligere generationer? Og er disse oplevelser og traumer blevet skubbet væk, forsøgt glemt, undertrykt eller ignoreret i familien? 

Der findes nu særlige psykoterapeutiske metoder og redskaber til at arbejde med familietraumer. Disse gør det muligt at slippe og frigøre sig fra fortidens oplevelser og mønstre, også selvom disse er sket for flere generationer siden eller er traumer, som du ikke selv har oplevet direkte.

Anbefalet litteratur: It didn’t start with you. Mark Wolynn

Dissociering: at være ude af kroppen

Dissociering er et fænomen som mange mennsker oplever i mere eller mindre grad. Det betyder at du ikke er helt til stede, du kan ikke mærke din krop eller er ikke ved fuld bevidsthed. I værre tilfælde ved du ikke hvem du er  eller hvor du er. Du er desorienteret og forvirret. Du kan ikke mærke jorden under dine fødder og føler dig fraværende i forhold til det, der sker nu og her. 

Dissociering er en overlevelses mekanisme, som gør, at vi ikke mærker det der gør ondt eller er ubehageligt. Vi er ikke til stede med vores krop og følelser og er derfor i en bedøvet tilstand. Når oplevelser bliver for voldsomme eller smertefulde, lukker kroppen og nervesystemet ned. Det er ligesom at gå på pause. Det gør at vi ikke mærker det, der gør ondt lige så kraftigt. Dissociering sker automatisk og uden at vi kan styre det. Det er kroppen, der forsøger at beskytte os. 

Hvis vi har haft mange voldsomme, traumatiske eller smertefulde oplevelser i barndommen, kan vi have udviklet en tendens til at dissociere i forskellige situationer. Dette kan forfølge os som voksne: at vi ikke altid er til stede, selv når vi gerne vil være det. Der kan også være en tendens til at bruge stoffer eller handlinger, hvor vi enten forsøger at mærke os selv eller lukke ned. 

Symptomer på dissociering kan være: 

  • Det er svært at huske fortiden eller din barndom
  • Dine tanker flyver
  • Du er glemsom
  • Dit humør skifter
  • Du glemmer hvor du har lagt ting
  • Du har til tider en ‘uvirkelighedsfølelse’
  • Du føler dig fjern eller langt fra virkeligheden
  • Du føler dig ‘tåget’
  • Du lider af depression eller angst
  • Du kan ikke mærke dig selv 
  • Du ved ikke hvem du er
  • Du ser dig selv udefra

Dissociering behandling og psykoterapi

Traditionel psykoterapi med samtale terapi kan forstærke følelsen og oplevelsen af dissociering, fordi en samtale kan foregå uden at du mærker dig selv eller din krop. At leve i tankerne er meget almindeligt hvis du er dissocieret. Det er en måde at koble kroppen fra og gå op i tankerne. Det kan opleves som en tryghed, at fungere på det mentale plan, men det er svært at være helt til stede, hvis du kun lever i hovedet.

Da psykoterapi handler om at bearbejde og forløse negative oplevelser, traumer og i det hele taget vække hele dig til live, skal dissociering behandles og tages vare på psykoterapien. 

Psykoterapi der inkluderer kroppen og sansningerne gør, at du kan komme til stede i nuet med hele dig. Dette vil bringe mere tilfredshed, glæde og frihed ind i dit liv.

Voksne adoptivbørn

Som adopteret har du oplevet da du var barn, at blive adskilt fra din oprindelige/biologiske familie. Dette er ofte sket i den tidlige barndom og derfor er det ikke sikkert du har nogen erindringer fra tiden før din ankomst til Danmark. Adoption kan ske af mange grunde: fattigdom, krig, familiemæssige problemer, barn udenfor ægteskab. Uanset årsagen til at dine forældre måtte vælge, at bortadoptere dig, er oplevelsen en vigtig del af din personlige historie og den du er som person. Hvordan du præcist er påvirket afhænger af mange faktorer omkring adoptionen, om du har været på børnehjem og hvordan din adoptivfamilie har været.

Følgende er typiske følelser for voksne adoptivbørn:

  • Sorg, smerte eller vrede ved tanken om din biologiske familie
  • Du har ubesvarede spørgsmål om din biologiske familie
  • Du har ‘huller’ i din hukommelse omkring din tidlige barndom
  • Du føler ikke du hører til
  • Du skammer dig over det at være adopteret
  • Du har lavt selvværd og føler dig ikke værd at elske
  • Skyldfølelse overfor din adoptivfamilie hvis du ønsker kontakt til din biologiske familie
  • Du har svært ved at knytte dig til andre mennesker
  • Du er meget angst for at miste mennesker, du holder af

At miste sin biologiske mor regnes for, at være en afgørende traumatisk begivenhed. Uanset om du kan huske begivenheden eller ikke, vil du som lille barn have oplevet dette som et svigt og et tab. Din mor er den første person, som du knyttes til her i livet. Og tilknytningen sker allerede i fostertilstanden. Gennem dette nære forhold lærer du om, at være i en relation. Når denne tilknytning brydes, vil du som barn opleve, at selve livsgrundlaget forsvinder. Selvfølgelig er det også traumatisk og smertefuldt, at miste sin far og andre familiemedlemmer.

Fra dette første tab af kontakt, går der noget tid før, at en ny familie og mor findes. For nogle betyder dette ophold på børnehjem med svingende voksen kontakt. Dette er endnu et traume for barnet. På børnehjemmet kan barnet føle sig forladt og ensom. Fysiske og psykiske behov varetages ofte kun i svingende grad på børnehjemmet.

Når barnet modtages i den nye familie, er det ikke altid nemt for barnet at kunne knytte nye kontakter. Barnet har ikke tillid til andre mennesker. Dette kan skabe forskellige problemer for barnet og familien. Men hvis det går godt, kan de nye forældre reparere barnets tab og svigt fra tidligere. Hvis ikke, kan de ubearbejdede oplevelser og følelser skabe problemer som voksen. Især omkring relationer og tilknytning til andre mennesker, men også problemer med selvværd.

Som voksent adoptivbarn og mens du var barn oplever du at være anderledes og ikke passe ind. Du kan have en følelse af at være delt mellem to familier eller to verdener. Du kan også have følelsen af, at noget af din livshistorie mangler. Der er huller og  noget af din egen identitet mangler. Den følelse af samhørighed, som mange har med deres familie, er det ikke sikkert du føler. Du ved at din adoptivfamilie,  ikke er din biologiske familie. Hvis dit udseende er meget forskelligt fra din adoptivfamilie kan det forstærke oplevelsen af ikke at høre til. Hvis du ikke har følt, at du hørte til i din adoptivfamilie eller hvis du har været nysgerrig overfor at høre mere om/tage kontakt til din biologiske familie, har du måske oplevet skyldfølelse eller indre splittelse.

Da mange adopterede har en positiv fantasi om sine biologiske forældre, som giver en form for trøst, kan det for nogle være vigtigt, at tage kontakt til dem på et tidspunkt. Dette kan for nogle give en ro og afklaring. Selvfølgelig er det ikke et ønske eller en mulighed for alle adopterede.

I terapien arbejdes der med bearbejdelse af svigt og tab, samt at afklare spørgsmål omkring identitet og tilhørsforhold.

Anbefalet litteratur:

The Primal Wound: Understanding the adopted child. Nancy Verrier, 2009

Journey of the Adopted Self: A Search for Wholeness. Betty Jean Lifton, 1995

Skyld og Skam

Skyld defineres som noget vi har gjort, som vi fortryder. Det er en handling, som vi godt ved er forkert. I mange sammenhænge er skyld er en vigtig del af det, at leve og fungere i et samfund. Vi bliver nød til at kende gældende rammer og regler for at leve i fælleskabet. Fornemmelsen og oplevelsen af skyld siges at opstå når barnet er mellem 3 og 6 år. Her lærer barnet at fungere i samfundet, rette ind og blive accepteret.
Skyld følelsen giver os en indikation på, at vi har gjort noget ‘forkert’. Vi har brudt nogle usynlige eller synlige regler. Hvis vi har såret nogen, har vi mulighed for at rette op på skaden eller gøre det godt igen. På den måde kan vi reparere relationen.
Men for nogle af os er det svært at skelne mellem den berettigede skyld, hvor man faktisk har gjort noget ‘forkert’ og den neurotiske skyld. I neurotisk skyld er vi plaget af tanker om, at vi har gjort noget galt. Uden at kunne sætte fingeren på noget bestemt. Noget nager hele tiden og der er en tvivl om, om vi faktisk har gjort noget ‘forkert’ eller ej.
Det kan også være fordi vi har høje standarder og forventninger til os selv. Derfor kommer vi ofte til kort og føler os skyldige.
Samvittigheden og skyldfølelsen kan for nogle af os være så fremtrædende i vores tanker og følelser, at selv små ting vi har gjort ‘forkert’ kan virke meget store.
Dette kan være meget trættende og opslidende, og kan skabe en masse bekymringer og tanker.
Mange kender følelsen af skyld efter en fest eller et socialt arrangement, hvor tankerne kredser omkring noget vi har gjort og hvad de andre tænkte om os. Eller har vi sagt noget forkert eller har vi fornærmet nogen?
Både skam og skyld følelser handler om relationer og hvordan vi har det i forhold til andre mennesker. Vores selv billede og selvværd. Den sunde skam handler ligesom skyld om hvordan vi agerer i samfundet og hjælper os til at justere i forhold til vores omgivelser.
Den usunde skam er en følelse, der ikke knytter sig direkte til en handling eller noget konkret vi har gjort. Men det er en følelse af, at den vi er som menneske er forkert. Vi er ikke værd at elske, vi er ikke gode nok. Skam følelsen får os til at ville gemme os væk fra andre. Isolere os og være alene. Det kan være en plagsom følelse, som sidder dybt i os og håber at ingen kan se. Vi kan være bange for at komme helt tæt på andre, af frygt for at de vil opdage, at vi ikke er noget værd. At vi er tomme indeni eller værdiløse.

Indenfor psykologien erkender vi og mener, at oplevelsen af den usunde skam og lavt selvværd opstår, fordi forældre og andre voksne ikke har kunnet bekræfte og elske barnet nok. Forældrene har på en eller anden måde svigtet barnet og ikke været nok til stede pga. travlhed, arbejde, skænderier, psykiske problemer eller feks. alkoholmisbrug.
Det kan også ske, at forældrene skælder barnet ud for noget, det har gjort. Men ikke skelner mellem en forkert handling og at barnet er ‘forkert’. Barnet får da følelsen af at være forkert som menneske. Usund skam kan også opstå fordi barnet tager ubalancer i familien personligt. Barnet fortolker ubalancerne som, at det har gjort noget forkert. For eksempel hvis mor eller far er i dårligt humør, skændes eller kommer hjem og skælder barnet ud.

Hvad er løsningen på den usunde skyld og skam? At bearbejde følelser og oplevelser fra barndommen, samt forstå hvilke tanker forstærker følelserne og lære at adskille negative tanker og følelser, og finde ind til kernen og det sunde selvværd.

Hvad er borderline personlighedsforstyrrelse?

BORDERLINE

(Emotionelt ustabil personlighedsstruktur)

Symptomer:

•Følelsesudsving

• Impulsive handlinger

• Indre tomhed

• Depression

• Angst for at være alene

• Sort/hvid tankegang

• Ustabile forhold

• Vrede

Hvis du har borderline personlighedsforstyrrelse vil du ofte føle dig overvældet af livet og ikke fungere så godt som mange andre mennesker. Dine forhold til andre er ofte præget af usikkerhed og ustabilitet. Mennesker kommer og går og du bliver nemt vred eller føler dig afvist. I kærlighed kan du være omklamrende og ringe til din kæreste mange gange når i ikke er sammen.

Dit humør svinger meget og det er svært at håndtere stress, derfor er det svært for dig at gennemføre en uddannelse eller beholde et job. Følelserne kan til tider helt kan tage over.

Du har perioder hvor du føler dig meget trist, håbløs og nedtrykt. Hvor livet ikke giver mening og du er plaget af negative tanker om dig selv.

Årsagen til denne lidelse menes at kunne findes i barndommen, som har været præget af svigt og ustabilitet. Eller forældrene har haft svært ved at se barnet, som et separat væsen med sine egne behov. Derfor udvikler barnet ikke sin egen selvstændighed eller personlighed. Dette skaber stor indre usikkerhed og en tom følelse indeni.

Terapi for borderline personlighedsforstyrrelse har fokus på, at lære sociale færdigheder, lære at kunne mærke sig selv og sine behov og følelser. Der arbejdes med ’mentalisering’, som er evnen til at kunne reflektere, vurdere situationer, sig selv og andre mere obejektivt.

Terapien er ofte langvarig, da det tager tid at opbygge personligheden på ny og det fundament, som giver de færdigheder der skal til, for at have et liv i balance.

Personlighedsforstyrrelse betyder en forstyrrelse eller ubalance i personligheden og karakteriseres som en psykisk sygdom. Sygdommen er af mere permanent karakter end for eksempel stress, angst eller depression. Personligheden, som er et menneskes personlige karaktertræk og adfærdsmønstre er her forstyrret i sådan en grad, at den afviger fra normen og forårsager store sociale, følelsesmæssige og adfærdsmæssige problemer.

For mere information og andre ressourcer besøg: www.borderlineforeningen.dk

Anbefalet litteratur:

The Borderline Personality Disorder Survival Guide: Everything You Need to Know About Living with BPD. Alex Chapman and Kim Gratz, 2008

Kroppen husker det du har oplevet gennem livet

Kroppen husker det du har oplevet gennem livet

At få kroppen med i psykoterapien er essentielt

Du har siddet hos psykologen en time og er blevet meget klogere på dig selv. Du har haft flere aha oplevelser, hvor du ser sammenhængen mellem dine handlinger og fortidens oplevelser. Så langt så godt. Du er opløftet og lettet, for det er altid en lettelse at komme af med noget hos en, der lytter. Det giver en følelse af håb, at forstå dine problemer. Der går noget tid og du forventer, at du får det bedre. At din forståelse af dig selv vil føre til dybere ændringer i dit liv. Men som tiden går oplever du, at dine indsigter ikke fører til konkrete ændringer eller bedre humør. Du oplever stadig angst, depression og lavt selvværd. 

Her står du ved en skillevej. For måske har du brug for en måde at arbejde med psyken på, der ikke kun er samtale eller kognitiv terapi.

En metode er Somatic Experiencing, der er udviklet af Dr. Peter Levine. Det er en terapiform, hvor psykoterapeuten bruger kroppen som redskab til forløsning af traumer og andre oplevelser, der er lagret i din krop. I terapien er der ikke kun fokus på ‘fortællingen’ eller tankerne omkring din historie eller oplevelser. Men i høj grad inkluderes alt det, du oplever i kroppen, samt dine følelser, fornemmelser og visuelle billeder og minder. Hele spektret af dine oplevelser kommer med i terapien. Dette kan godt føles lidt uvant, hvis du før udelukkende har været i psykoterapi med fokus kun på samtale og tanker. 

Somatic Experiencing og kropsorienteret psykoterapi adskiller sig fra samtale terapi desuden på et andet væsentligt punkt. Nemlig at metoden er oplevelsesorienteret. Det vil sige, at der lægges vægt på det, du oplever i terapitimen her og nu. Så i stedet for kun at tale om noget, der skete i fortiden eller dagen før, inkluderes det du oplever nu. På den måde væver terapien sig ind og ud af fortiden og nutiden, fra historien til oplevelser i kroppen og sanserne her og nu. 

Vores traumer og gamle ubearbejdede oplevelser er lagret i nervesystemet eller i den ‘gamle’ del af vores hjerne. Kroppen husker alle disse oplevelser og vi bærer rundt på dem hver dag, ofte uden at vide det. 

Når disse oplevelser ikke er forløst og stadig ‘sidder’ et sted i vores system eller krop kan det føre til symptomer som angst, depression, lavt selvværd, stress, fobier etc. Så selvom du ikke er direkte i kontakt med tidligere oplevelser eller traumer, kan de stadig have en påvirkning på dig. Derfor handler kropsorienteret psykoterapi om at få adgang til dybere lag af din psyke og finde en forløsning og forløsning på alt det, der binder dig til fortiden. 

Første gang klienter oplever Somatic Experiencing og kropsorienteret psykoterapi kan det være lidt uvant, at skulle mærke kroppen og følelserne så meget i løbet af en terapi time. Efterhånden som timen skrider frem og gamle følelser forløses, minder kommer op og bliver afsluttet, og nervesystemet kommer mere i ro og balance, mærkes denne form for terapi som en dyb udrensning og en aha oplevelse på et kropsligt plan. Times afsluttes oftest i med en overraskende lettelse og befrielse på flere planer. 

Som Somatic Experiencing Practitioner har vi selv gennemgået vores egen traumeterapi gennem mange år. Vi har dybdegående træning i traumer og nervesystemet og vi bruger os selv i terapien på en helt særlig måde. Vi er trænet i at være nærværende, til stede, opmærksomme på vores egen krop og nervesystem mens vi arbejder. Vi bruger faktisk vores eget nervesystem aktiv til at hjælpe dit nervesystem komme i balance. 

Tanker om transpersonlig psykoterapi

 

Transpersonlig psykoterapi er en gren af terapi, der har eksisteret siden Carl Jung, som var elev af Freud. Østens filosofi med fokus på spiritualitet, mindfulness og sjælen, møder vestens psykologi. ’Trans’ betyder det, som ligger udenfor eller hinsides. Transpersonlig psykoterapi indbefatter aspekter af den menneskelige oplevelse, som ligger udenfor eller hinsides personligheden. 

Personligheden er vores adfærdsmønstre og karaktertræk og det, vi opfatter som ’mig’ eller ’jeg’. Personligheden etableres i den tidlige barndom og opbygges gennem vores liv og erfaringer. Dette ’mig’ eller ’jeg’ er vores identitet og er den måde vi opfatter os selv på. Vores ’jeg’ kan enten opleves som ægte eller falsk afhængig af hvor meget vi er i kontakt med os selv eller noget dybere (transpersonligt). 

Nogle mennesker oplever en negativ tomhed inden i og kan ikke finde det ægte ’jeg’. Dette kompenserer de for ved at identificere sig med ting i den ydre verden, for eksempel materielle ting, præstationer, titler, penge eller relationer til andre mennesker. 

I transpersonlig psykoterapi har vi ikke kun fokus på at løse problemer, men også undersøge årsagen til disse. Ofte har et problem en række årsager og det kan bevæge sig fra det konkrete over i det mere ukonkrete. 

Hvis vi for eksempel oplever dødsangst kan dette være direkte udløst af et dødsfald af en af vore nærmeste. I terapien bliver dette tab bearbejdet og sorgen får plads. På næste niveau kan dødsfaldet have givet os tanker om vores egen død. Siden dødsfaldet har vi svært ved at sove og bekymringer om døden fylder. Ikke kun vores egen død, men også vores nærmestes død. Dette kan ses som eksistentielle spørgsmål og er altså noget alle mennesker har til fælles. Vi skal alle forholde os til døden, døden af vores nærmeste og i sidste ende vores egen død. 

På det 3. niveau kan dødsangsten handle om vores tro eller mangel på samme. Døden kan vi ikke forstå logisk og derfor finder nogle mennesker svar i religion. Døden er noget vi ikke kan styre og på den måde kan man sige, at det på mange måder også ligger udenfor det personlige. Altså er det et transpersonligt spørgsmål. 

I vores daglige personlige liv kan vi komme ud for, at have transpersonlige oplevelser. Ofte uden at vi selv ved det. Vi kan opleve at vi er uden grænser, at vi smelter, at vi er tomme, at vi ikke kan mærke kroppen, vi oplever en forelskelse, vi mediterer og mærker stilheden, Vi dyrker sport og har ingen tanker, vi går tur i naturen og kommer i dyb kontakt med nuet. Eller vi har en nærdødsoplevelse eller er tilstede når et menneske dør. 

Resultatet af disse oplevelser kan være forvirring eller angst, fordi vi mister kontrollen. Men hvis vi kan ‘rumme’ og ‘være med’ dem kan vi igen finde ind til en ro. Denne indre ro kan indirekte hjælpe os med vores problemer fordi problemer ofte handler om et forsøg på at kontrollere noget. Når vi et øjeblik kan give slip og overgive os til nuet og til noget større end os selv, kan vores problemer virke mindre og mere ubetydelige. 

I transpersonlig psykoterapi bruges stilhed, mindfulness, meditation, tilstedeværelse og at være i nuet som en del af terapien. Disse tilstande kan opstå spontant eller kan være en øvelse. 

Som transpersonlig terapeut arbejder jeg udfra min egen tilstedeværelse i terapien. Dette betyder at jeg kan arbejde med det personlige såvel som det transpersonlige, som mine klienter oplever. I nuet undersøger vi hvad klienten oplever her og nu. Fokus er på oplevelsen fremfor tanker og klienten opfordres til at give slip fremfor at kontrollere det der sker i timen. 

Her arbejdes med at udvikle evnen til at være et vidne til det, der sker. Vi kan observere vores tanker, krop og følelser. Evnen til at være vidne til os selv kan udvide vores bevidsthed og kan samtidig lindre vores symptomer. Jo mere bevidsthed vi har, jo flere valg har vi i livet. Problemer opstår ofte fordi der er noget vi ikke er bevidste om og dette indskrænker vores valg og vores evne til at mærke. Når vi bliver bedre til at være vidne til og observere os selv kan dette være en stor hjælp.

I transpersonlig psykoterapi arbejdes der på de problemer, der opstår i livet og de symptomer du oplever. Men vi kan også arbejde på dybere mere filosofiske spørgsmål.

Et centralt transpersonligt tema er ‘hvem er jeg?’. Dette kan undersøges. Her skelnes mellem personligheden og dens mange ansigter, egoet, jeget, selvet, det sande jeg og sjælen.

Andre emner kan komme op i terapien, som vi kender fra filosofien eller religionerne. De kan være: medfølelse, forgængelighed, årsagen til  lidelse i livet, spørgsmål om døden, hvad er ego, kærlighed og næstekærlighed, bevidsthed og medmenneskelighed i praksis. 

Følgende forfattere har skrevet om transpersonlig terapi: Ken Wilber, Fritz Perls, Jes Berthelsen, A.H. Almaas og Henrik Katborg