Tinder afhængig – dating er et fix
Kærlighedsafhængig og datingafhængig.
Tinder er det nye fix.
Kærlighedsafhængighed er den skjulte epidemi i vores samfund. Flere og flere mennesker søger kærligheden og mulighederne for at finde kærligheden via moderne teknologi er eksploderet. Det er blevet mainstream at være på Tinder og andre dating platforme. Tinder er blevet en af de mest populære apps indenfor de seneste år. Her kan du stryge til højre eller venstre på rekord tid i din søgning efter en date eller partner.
Undersøgelser af Tinder brugere indikerer at platformen bruges i søgningen efter kærlighed og sex, men også for at få bekræftelse og spænding. Kærligheden og længselen efter den er blevet en vare, der sælges. Vi søger i den grad kærligheden, bekræftelse, intimitet, forelskelse, de gode følelser og drømmen om den perfekte og ideelle partner.
Tanken om at finde den eneste ene eller den næste date kan komme til at fylde så meget i hverdagen, at dating bliver en slags hobby. Søgningen og jagten bliver det centrale i brugen af Tinder og det at finde et parforhold bliver mindre vigtigt. Da dating kræver tid og er hårdt arbejde, kan brugen af Tinder blive en afhængighed. At vente på det næste svar fra en mulig og potentiel kæreste eller den næste date bliver et ‘fix’. Det skaber spænding at få ‘likes’ og blive matchet med potentielle partnere. Den uro og den tomhed vi mærker omkring dating og kærlighed bliver dulmet med en besked eller svar fra nogen og et håb om kærligheden.
Usikkerheden vi føler omkring dating og kærlighed bliver som den spilleafhængige der håber på den næste gevinst. Vinder jeg mon denne gang? Usikkerheden, tilfældigheden og tanken om hurtig tilfredsstillelse stimulerer belønningssystemet (dopamin) i hjernen og fungerer derfor som et ‘fix’. På linie med en enarmet tyveknægt.
Hvis du begynder at forsømme vigtige dele af dit liv på grund af brugen af Tinder, kan der være tale om en afhængighed. Hvis du bruger Tinder for at flygte fra følelser, søge bekræftelse, eller komme dig efter et brud eller en skilsmisse, skal du være opmærksom på, at brugen af Tinder kan være vanedannende.
Det bedste råd er at bruge Tinder forsigtigt og bevidst. Ikke for at få bekræftelse udefra eller som flugt fra ubehagelige følelser. Begræns den tid du bruger på Tinder og på dating og brug i stedet tid på, at gøre gode og sunde ting for dig selv.
Skriv en kommentar
Want to join the discussion?Feel free to contribute!