Ensomhed – et savn af dybere kontakt
Vi lever i en tid, hvor flere og flere mennesker føler sig ensomme og alene. Mange oplever ikke at have venner i det virkelige liv. Men de bruger tid på computer eller sociale medier. Kontakten til andre mennesker i dagligdagen fylder mindre og mindre, fordi vi kan undgå face to face kontakt.
Andre oplever at de kender en masse mennesker overfladisk, men ikkehar nogen tæt på at betro sig til eller bede om hjælp hos. Vi lærer tidligt at skulle klare alt selv og være selvstændige.
Hvordan finder du venner? Svarene er mange: køb en hund, bliv medlem af en klub, bliv frivillig osv. Men hjælper det på ensomheden?
Siden ensomhed forekommer både hos folk som er alene og ikke har mange venner, men også hos folk, der har venner og kontakter, er det ikke sikkert alle de gode råd hjælper.
Så hvad er ensomhed og hvem lider af det?
Hvis du har social fobi har du tendens til at undgå andre mennesker.
Du frygter deres kritik eller afvisning. Du føler dig akavet i sociale situationer, så du undgår dem. Du skaber et liv med meget få kontakter og bliver med tiden mere og mere isoleret og ensom.
Hvis du lider af depression, kan du have tendens til at isolere dig, fordi du har det skidt. Du orker ikke at forholde dig til andre mennesker. Du mangler overskud til at være social. Bare det at ringe til nogen føles uoverskueligt.
Hvis du mange gange i dit liv har oplevet at andre har svigtet eller skuffet dig, kan det være svært at skabe kontakt til andre. Du vil hellere ikke betro dig til nogen eller åbne op igen, for så frygter du konsekvensen.
Hvis du har oplevet at miste nogen: du har flyttet mange gange i dit liv, er blevet forladt eller har oplevet et dødsfald. Det kan virke nemmere at være alene, så du ikke mister nogen, bliver forladt eller skal opleve den smerte igen.
Hvis du har lavt selvværd og megen selv kritik, kan det være svært at skabe kontakter. Du føler dig ikke noget værd og tvivler på, at nogen har lyst at være sammen med dig. Overfor dine venner er du passiv og venter på, at de kontakter dig. Derfor kan venskaber glide ud og det bekræfter din overbevisning om, at ingen vil være sammen med dig og du altid vil ende med at være alene.
Hvis du er en af dem, som har mange venner, men alligevel føler dig ensom, kan det skyldes at du ikke åbner op overfor andre. Du holder facaden og ingen kender dig på et dybere plan. Kontakten forbliver overfladisk og tom. Du er måske som barn opvokset i en familie, hvor alt kørte på overfladen og ingen rigtig snakkede sammen. Følelser var gemt væk
Det er naturligt for alle mennesker at søge kontakt med andre. Vi har brug for hinanden. Vi har brug for at mærke hinanden face to face. At mødes online er ikke det samme, for som mennesker har vi brug for fysisk at mærke hinanden tæt på. Vi savner intimitet med andre, hvor vi ikke skal bære en maske. Vi vil kunne være os selv og være til stede med andre.
Føler du dig ensom er det en god ide, at se på hvad der holder dig tilbage fra at skabe kontakter eller fra at åbne dig mere overfor de venner du har.
Skriv en kommentar
Want to join the discussion?Feel free to contribute!