Dødsangst – døden er det ultimative farvel

Dødsangst 

Døden –  det ultimative farvel til det vi kender

Angsten for livet – angsten for døden

Medierne er optagede af kendte mennesker, der dør. Ofte for ‘tidligt’ og vi vil gerne have en forklaring på det. Vi er chokerede og kede af det når vi hører nyheden. 

Vi kommer i kontakt med den realitet at vi alle skal dø en dag. Det er uvirkeligt og vi vil helst ikke tænke på det. På en måde tror vi, at vi er udødelige, men når nogen dør kan vi ikke længere skubbe tanken om døden fra os.

Dødsangst er en naturlig konsekvens af bevidstheden om vores egen død, fordi det er et menneskeligt overlevelses drive, at ville opretholde livet så længe som muligt. 

Døden er det store ukendte for os mennesker og vi er instinktivt bange for det ukendte. Det ukendte er noget vi ikke kan styre eller forstå. 

Nogle mennesker finder svar omkring døden gennem en religion eller tro. Dette giver en form for ro, men i det moderne materialistiske samfund lever mange uden en tro. Dette skaber et tomrum. Der er ingen trøst eller svar at finde omkring døden eller hvad der sker efter døden. Det forstærker angsten og sætter gang i en masse forestillinger. Vi forestiller os døden som sort, ensom, smertefuld og som et stort sort hul vi falder ned i. At blive udslettet og at skulle sige farvel til dem, vi elsker vækker ubehagelige følelser i de fleste af os. Det giver ikke mening. 

Når dødsangsten tager over kan vi ligge vågne om natten og bekymre os. Tankerne kører i ring. Vi har angst og panik og vi forsøger samtidig at skubbe de følelser væk. Vi prøver at undgå at tænke på døden og vi distraherer os. Vi kaster os over et nyt projekt eller bliver forelskede. Jo mere energi vi bruger på ikke at mærke angsten, jo mere vokser den. Angsten for døden går ikke væk, men i stedet gemmer den sig i det ubevidste et sted. Her kan angsten dukke op på andre måder, gennem andre former for angst og fobier. Det kan være flyskræk, slangefobi eller angst for små lukkede rum. Angsten overfører vi på mere håndgribelige og konkrete ting og vi er ikke i kontakt med selve dødsangsten, der ligger bag. Disse mere konkrete fokuspunkter virker nemmere at kontrollere og styre end selve døden. 

Kierkegaard talte om at dødenangst eksistentielt set er angsten for intetheden. Når vi tror at vi forsvinder helt både fysisk og psykisk når vi dør, vækker det angst. For vi ønsker ikke at forsvinde og blive til intet. 

Lægevidenskaben forsøger at holde folk i live til det sidste, for at udsætte døden. Døden er et tabu vi aldrig taler om og vi tilbeder ungdommen. Ældre mennesker undgår vi og de køres ud på et sidespor. De har ingen værdi i vores samfund. 

Mange mennesker frygte ikke kun døden, men selve aldringsprocessen, kroppens forfald, sygdom og dødsprocessen. Vi forbinder det med smerte og skam. At gå fra at have styr på os selv og vores liv, til en dag at skulle række ud efter hjælp. Tanken om at vi bliver hjælpeløse og syge vækker angst hos de fleste mennesker. 

Døden vækker tanker om meningen med livet. Hvis livet alligevel slutter med døden og intetheden, hvad er så meningen? Når vi tror døden er den ultimative afslutning forstærker dødsangsten. Når vi ikke kan læne os op ad en tro på det evige liv eller paradises sidder vi tilbage med at døden er helt ukendt og det gør os bange.

Dødsangst kan også forstærkes hvis vi ikke lever livet fuldt ud og har mål og drømme, som vi ikke tør forfølge. Når vi ikke kan mærke livet og at vi er intenst i live, tager kontrol og angst over. Når vi lever i vores tanker, går vi glip af et helt niveau af følelser, sansninger og dybde af oplevelser.

Indenfor nogle religioner som for eksempel buddhisme og hinduisme opfordres man til at tænke på og visualisere døden og ens egen død. Dette kan formindske dødsangst, fordi vi tillader at mærke angsten. At konfrontere vores død kan også hjælpe i forhold til at lære at leve livet mere fuldt ud og finde en dybere mening med livet. At virkelig mærke angsten i stedet for at skubbe den væk eller at spekulere og bekymre sig, kan være en stor hjælp. Når angsten får lov at være der og vi konfronterer døden, kan en tillid og accept af det naturlige i den menneskelige oplevelse vokse. Det bliver en mulighed for selvudvikling og selvindsigt, der kan berige vores liv. Uanset om vi konfronterer vores dødsangst tidligere i livet, vil døden indhente os en dag.

Anbefalet litteratur:

Irvin Yalom. Som at se på solen-at leve med døden