Når ens forældre bliver skilt – hvordan skilsmisse i barndommen kan påvirke voksenlivet
Når ens forældre bliver skilt – hvordan skilsmisse i barndommen kan påvirke voksenlivet
Om tilknytning, tillid, parforhold, følelsesmæssigt ansvar og de psykologiske spor, som forældres skilsmisse kan efterlade.
Når forældre bliver skilt, er det ikke kun deres indbyrdes forhold, der forandrer sig. For barnet kan skilsmissen betyde et brud med den familie, det hidtil har kendt, og med den tryghed og forudsigelighed, som familielivet har repræsenteret.
Nogle børn oplever skilsmissen som en lettelse, især hvis forældrenes samliv har været præget af konflikter, spændinger eller følelsesmæssig utryghed. Andre oplever sorg, vrede, forvirring, ensomhed eller frygt for at miste kontakten til en af forældrene.
Mange børn tilpasser sig de nye omstændigheder og udvikler sig til psykisk velfungerende voksne med gode og stabile relationer.
Men for nogle kan oplevelserne omkring forældrenes skilsmisse fortsætte med at påvirke deres følelsesliv og relationer langt ind i voksenlivet.
Det kan vise sig som vanskeligheder med tillid, frygt for at blive forladt, konfliktskyhed, overdreven selvstændighed eller en stærk følelse af ansvar for andre menneskers følelser.
Ofte er den voksne ikke selv opmærksom på forbindelsen mellem disse mønstre og oplevelserne i barndommen.
Det afgørende er ikke nødvendigvis skilsmissen i sig selv, men hvordan barnet oplevede bruddet, hvordan forældrene håndterede situationen, og i hvilken grad barnet fik følelsesmæssig støtte og mulighed for at bearbejde sine oplevelser.
Tabet af familien, som barnet kendte den
For et barn er familien mere end relationen mellem mor og far. Familien er også en ramme om hverdagen, en følelse af kontinuitet og en grundlæggende oplevelse af, hvordan verden hænger sammen.
Når forældrene bliver skilt, kan barnet miste denne velkendte ramme.
Måske skal barnet flytte, skifte mellem to hjem eller undvære den daglige kontakt med den ene forælder. Familietraditioner forandres, og det, som tidligere blev taget for givet, bliver pludselig usikkert.
Selv når begge forældre fortsat er kærlige og engagerede, kan barnet sørge over tabet af familien, som den var.
Denne sorg bliver ikke altid anerkendt.
Forældrene kan være optaget af deres egne følelsesmæssige og praktiske vanskeligheder. Barnet får måske at vide, at begge forældre stadig elsker det, og at alt nok skal gå.
Men barnet kan samtidig opleve et tab, som det ikke har ord for, eller som det ikke føler, der er plads til.
Nogle børn reagerer med vrede eller tristhed. Andre bliver stille, tilpasser sig og forsøger ikke at skabe yderligere problemer.
At et barn virker velfungerende, betyder derfor ikke nødvendigvis, at det ikke er følelsesmæssigt påvirket.
For nogle bliver det først i voksenlivet muligt at forstå og bearbejde den sorg, der var forbundet med forældrenes skilsmisse.
Tilknytning og frygten for at blive forladt
Vores tidlige relationer har betydning for, hvilke forventninger vi udvikler til nærhed, kærlighed og følelsesmæssig tryghed.
Gennem barndommen lærer vi gradvist, om mennesker, vi er knyttet til, er tilgængelige og pålidelige, og om konflikter kan løses uden at relationen går i stykker.
Hvis forældrenes skilsmisse er forbundet med følelsesmæssig ustabilitet, langvarige konflikter eller tab af kontakt med en forælder, kan barnet udvikle en øget usikkerhed omkring nære relationer.
Barnet kan få en oplevelse af, at mennesker, man elsker, også kan forsvinde.
I voksenlivet kan denne erfaring hos nogle komme til udtryk som en særlig følsomhed over for afvisning eller tegn på, at en partner trækker sig.
En partners behov for afstand kan vække stærk uro. En uenighed kan opleves som en trussel mod forholdet. Selv mindre forandringer i partnerens opmærksomhed kan udløse bekymringer om, hvorvidt kærligheden er ved at forsvinde.
Andre udvikler den modsatte strategi.
De lærer at beskytte sig mod følelsesmæssig afhængighed ved at holde en vis afstand til andre.
De kan længes efter kærlighed og nærhed, men samtidig opleve ubehag, når et forhold bliver følelsesmæssigt betydningsfuldt.
Det kan skabe en indre konflikt mellem ønsket om intimitet og behovet for at bevare kontrollen over sin egen sårbarhed.
Disse mønstre er dog ikke uundgåelige følger af skilsmisse. Barnets tilknytning påvirkes også af mange andre forhold, ikke mindst kvaliteten af relationen til forældrene før og efter bruddet.
Når kærlighed opleves som noget usikkert
For nogle børn udfordrer forældrenes skilsmisse forestillingen om, at kærlighed er varig.
Barnet har måske opfattet forældrenes forhold som en selvfølge og oplever nu, at selv betydningsfulde relationer kan ophøre.
Denne erfaring kan blive en del af barnets forståelse af kærlighed.
Som voksen kan man udvikle en forventning om, at parforhold er skrøbelige, og at det kun er et spørgsmål om tid, før noget går galt.
Nogle bliver meget opmærksomme på partnerens følelser og adfærd. De forsøger at opdage tegn på utilfredshed eller følelsesmæssig afstand, før forholdet eventuelt bryder sammen.
Andre bliver tilbageholdende med at engagere sig fuldt ud i et parforhold.
Den underliggende forestilling kan være:
Hvis jeg ikke bliver alt for afhængig af et andet menneske, gør det mindre ondt, hvis jeg mister det.
Denne beskyttelsesstrategi kan imidlertid gøre det vanskeligt at udvikle den nærhed og tryghed, man samtidig længes efter.
Når barnet føler ansvar for sine forældres følelser
En af de mere oversete psykologiske konsekvenser af skilsmisse opstår, når barnet begynder at føle sig ansvarligt for en eller begge forældres følelsesmæssige velbefindende.
En skilsmisse kan være forbundet med sorg, ensomhed, vrede, afmagt eller depression hos forældrene.
Børn er ofte meget opmærksomme på deres forældres følelsesmæssige tilstand.
Et barn kan eksempelvis opdage, at mor bliver ked af det, når barnet skal besøge far, eller at far virker ensom, når barnet skal tilbage til mor.
Barnet kan derfor begynde at føle skyld over at være glad sammen med den ene forælder, fordi det forestiller sig, at den anden føler sig svigtet.
Nogle børn forsøger at trøste deres forældre, undgår at fortælle om deres egne vanskeligheder eller bliver særligt opmærksomme på at skabe en god stemning.
I andre tilfælde betror en forælder sig til barnet om problemer i ægteskabet, økonomiske bekymringer eller følelser af svigt.
Barnet kommer dermed til at fungere som fortrolig, trøster eller følelsesmæssig støtte.
Når denne rolle bliver omfattende, kan der være tale om en form for parentificering, hvor barnet påtager sig et følelsesmæssigt ansvar, der ikke svarer til dets alder og udvikling.
Barnet kan gradvist lære, at andres behov er vigtigere end dets egne.
I voksenlivet kan dette vise sig som:
- Overdreven ansvarsfølelse for andres trivsel.
- Skyldfølelse, når man prioriterer egne behov.
- Vanskeligheder med at sige nej eller sætte grænser.
- En tendens til at tilpasse sig for at undgå at skuffe andre.
- Følelsen af at skulle løse andres problemer.
- Vanskeligheder med at mærke egne ønsker og behov.
Det, der oprindeligt var en måde at bevare kontakten og trygheden i familien på, kan dermed blive et fast mønster i voksenlivets relationer.
Loyalitetskonflikter – når barnet føler sig fanget mellem forældrene
For nogle børn er det mest belastende ved skilsmissen ikke selve bruddet, men oplevelsen af at være fanget mellem to forældre.
Barnet kan føle sig presset til at tage parti eller opleve, at det skal beskytte den ene forælder mod den anden.
Måske taler forældrene negativt om hinanden, eller barnet mærker, at det gør den ene ked af det, når det udtrykker glæde ved at være sammen med den anden.
Barnet kan begynde at skjule sine følelser, tilbageholde oplysninger eller forsøge at være fuldstændig retfærdigt over for begge.
Det kan skabe en smertefuld indre konflikt.
Barnet ønsker at bevare relationen til begge forældre, men oplever samtidig, at kærligheden til den ene kan blive opfattet som et svigt af den anden.
I voksenlivet kan sådanne erfaringer bidrage til vanskeligheder med at håndtere uenigheder og modsatrettede behov.
Man kan føle skyld over at vælge sig selv, have svært ved at skuffe andre eller opleve, at man hele tiden skal sikre, at alle bliver behandlet retfærdigt.
Nogle voksne har svært ved at acceptere, at to mennesker kan være uenige, uden at nogen nødvendigvis er skyldige eller bliver svigtet.
Konfliktskyhed og frygten for, at uenighed fører til brud
Hvis skilsmissen var forbundet med voldsomme eller langvarige konflikter, kan barnet udvikle en forestilling om, at uenigheder er farlige.
Konflikt bliver måske forbundet med vrede, afvisning, følelsesmæssig afstand eller risikoen for at miste en vigtig relation.
I voksenlivet kan dette føre til konfliktskyhed.
Man kan undgå at udtrykke utilfredshed, undertrykke vrede eller gå på kompromis med egne behov for at bevare harmonien.
Nogle bliver særligt følsomme over for ændringer i tonefald, ansigtsudtryk eller stemningen mellem mennesker.
En mindre uenighed kan udløse en stærk følelsesmæssig reaktion, fordi den minder om tidligere erfaringer med utryghed.
Andre reagerer med forsvar, vrede eller tilbagetrækning, når de oplever kritik.
Det centrale er, at den voksne kan komme til at reagere på nutidige konflikter med følelsesmæssige forventninger, der er udviklet under helt andre omstændigheder.
En vigtig del af den psykologiske udvikling kan derfor være at erfare, at uenighed ikke nødvendigvis betyder afvisning, og at konflikter kan håndteres uden at true relationen.
Overdreven selvstændighed som beskyttelse
Ikke alle børn reagerer på skilsmisse ved at blive mere ængstelige eller afhængige.
Nogle udvikler en udpræget selvstændighed.
Hvis forældrene er optaget af deres egne problemer, kan barnet lære at klare sig selv og undgå at belaste dem yderligere.
Barnet bliver måske tidligt ansvarligt, praktisk og tilsyneladende modent.
Det kan lære at håndtere vanskelige følelser alene og undlade at bede om hjælp.
Som voksen kan man være stolt af sin selvstændighed og opleve den som en vigtig del af sin identitet.
Men samtidig kan det være svært at vise sårbarhed, tage imod omsorg eller gøre sig følelsesmæssigt afhængig af andre.
Den overdrevne selvstændighed kan fungere som en beskyttelse mod skuffelse.
Udfordringen er ikke nødvendigvis at blive mindre selvstændig, men at udvikle evnen til både at bevare sin autonomi og indgå i nære, gensidige relationer.
Hvordan forældrenes skilsmisse kan påvirke voksenlivets parforhold
Nære kærlighedsrelationer kan aktivere tidligere erfaringer med tilknytning, tryghed og tab.
For nogle voksne, der har oplevet deres forældres skilsmisse, kan det være særligt vanskeligt at finde balancen mellem nærhed og selvstændighed.
Nogle bliver meget optagede af at bevare forholdet og undgå konflikter. Andre trækker sig, når relationen bliver følelsesmæssigt krævende.
Man kan også udvikle urealistiske forventninger til kærlighed.
Hvis man har oplevet forældrenes forhold bryde sammen, kan man komme til at tro, at et godt parforhold skal være uden tvivl, konflikter eller skuffelser.
Når den første forelskelse aftager, eller der opstår almindelige uenigheder, kan det derfor opleves som tegn på, at forholdet ikke er rigtigt.
Andre kan blive i utilfredsstillende forhold, fordi tanken om et brud vækker stærk angst eller skyld.
Det kan være vanskeligt at skelne mellem reelle problemer i det aktuelle parforhold og følelsesmæssige forventninger, der er præget af tidligere erfaringer.
I psykoterapi kan man arbejde med at forstå disse mønstre og udvikle en mere nuanceret oplevelse af, hvad kærlighed, tryghed og forpligtelse indebærer.
At gentage eller forsøge at undgå forældrenes mønstre
Børn lærer meget om parforhold ved at observere deres forældre.
De ser, hvordan forældrene kommunikerer, udtrykker kærlighed, håndterer konflikter og reagerer på skuffelser.
Når forældrenes forhold ender med skilsmisse, kan barnet udvikle stærke forestillinger om, hvordan det selv ønsker at leve.
Nogle bliver fast besluttede på aldrig at gentage forældrenes fejl.
De kan lægge stor vægt på stabilitet, loyalitet og at bevare et forhold trods vanskeligheder.
Andre bliver skeptiske over for langvarig forpligtelse og forbinder parforhold med risikoen for at miste frihed eller blive følelsesmæssigt såret.
Paradoksalt nok kan forsøget på at undgå forældrenes mønstre selv skabe vanskeligheder.
Hvis man eksempelvis har besluttet aldrig at skændes som sine forældre, kan man komme til at undertrykke enhver utilfredshed.
Hvis man har oplevet et ulykkeligt ægteskab, kan man blive så opmærksom på tegn på utilfredshed, at det bliver svært at acceptere almindelige udfordringer i et parforhold.
Den psykologiske opgave bliver at udvikle sin egen forståelse af kærlighed frem for enten at gentage eller konsekvent modsætte sig forældrenes måde at være sammen på.
Den sorg, der aldrig blev bearbejdet
Nogle børn får aldrig rigtig mulighed for at sørge over forældrenes skilsmisse.
De forsøger at acceptere situationen, tilpasse sig og komme videre.
Måske mærker de, at forældrene allerede har det svært, og at deres egne følelser derfor må træde i baggrunden.
Først mange år senere kan de opdage, hvor meget skilsmissen egentlig betød.
Det kan ske, når de selv indgår i et alvorligt parforhold, bliver forældre eller oplever en separation.
Disse begivenheder kan vække tidligere følelser af tab, ensomhed eller utryghed.
Nogle voksne sørger også over det familieliv, de aldrig fik.
De kan savne oplevelsen af en samlet familie, fælles højtider eller den daglige kontakt med begge forældre.
At anerkende denne sorg betyder ikke, at skilsmissen nødvendigvis var en forkert beslutning.
Det betyder blot, at en forandring godt kan være nødvendig og samtidig indebære et betydningsfuldt tab for barnet.
Det er ikke skilsmissen alene, der er afgørende
Det er vigtigt at understrege, at forældres skilsmisse ikke automatisk fører til psykiske vanskeligheder senere i livet.
Mange børn udvikler sig godt efter en skilsmisse.
I familier præget af alvorlige konflikter kan separationen endda skabe mere ro og tryghed.
Barnets oplevelse påvirkes blandt andet af forældrenes følelsesmæssige tilgængelighed, konfliktniveauet før og efter skilsmissen, kontakten til begge forældre og muligheden for at udtrykke egne følelser.
Der er stor forskel på at opleve en skilsmisse, hvor forældrene samarbejder og fortsat er nærværende, og en skilsmisse præget af fjendtlighed, loyalitetspres eller tab af kontakt med en vigtig omsorgsperson.
Det er derfor mere meningsfuldt at undersøge den enkeltes oplevelser end at antage, at skilsmissen i sig selv er forklaringen på senere vanskeligheder.
Hvordan kan psykoterapi hjælpe?
Voksne, der er påvirket af deres forældres skilsmisse, søger sjældent nødvendigvis terapi med netop skilsmissen som deres primære problem.
De henvender sig måske på grund af angst, usikkerhed i parforhold, vanskeligheder med tillid, konfliktskyhed, lavt selvværd eller frygt for at blive forladt.
Undervejs i terapien kan der vise sig forbindelser mellem disse vanskeligheder og tidligere erfaringer i familien.
Psykoterapi kan hjælpe med at undersøge disse sammenhænge uden på forhånd at antage, at alle problemer stammer fra barndommen.
At forstå sine følelsesmæssige erfaringer
I terapien kan man undersøge, hvordan skilsmissen blev oplevet som barn, og hvilke følelser der måske ikke var plads til dengang.
Det kan handle om sorg, vrede, skyld, ensomhed eller oplevelsen af at være blevet svigtet.
At forstå sine tilknytningsmønstre
Terapien kan bidrage til større forståelse af, hvordan tidligere erfaringer påvirker forventninger til nærhed, afhængighed og følelsesmæssig tryghed.
Det bliver muligt at skelne mellem fortidens oplevelser og nutidens relationer.
At arbejde med skyld og overdreven ansvarsfølelse
Hvis man som barn følte ansvar for en forælders følelsesmæssige tilstand, kan det være nødvendigt at arbejde med grænsesætning og retten til at have egne behov.
Man kan lære, at omsorg for andre ikke behøver at indebære ansvar for deres følelser.
At udvikle større tryghed i konflikter
Hvis uenighed forbindes med fare for afvisning eller brud, kan terapien hjælpe med at udvikle en større tolerance for forskellighed og konflikter.
Man kan gradvist erfare, at et forhold kan rumme både kærlighed, frustration, uenighed og selvstændighed.
At bearbejde tab og sorg
For nogle handler terapien også om at give plads til følelser, der aldrig tidligere blev anerkendt.
Det er ikke nødvendigvis et spørgsmål om at placere skyld hos forældrene, men om at forstå sin egen historie og de følelsesmæssige konsekvenser, den har haft.
At skabe sine egne relationer
Barndommens erfaringer kan påvirke vores forventninger til kærlighed og nærhed, men de behøver ikke at bestemme vores fremtid.
Gennem nye relationelle erfaringer, større selvindsigt og psykoterapi er det muligt at udvikle mere tryghed og fleksibilitet i nære relationer.
Den, der frygter at blive forladt, kan lære at håndtere usikkerhed uden konstant at søge bekræftelse.
Den konfliktsky kan lære, at uenighed ikke nødvendigvis betyder afvisning.
Og den, der tidligt følte ansvar for sine forældres følelser, kan opdage, at det er muligt at være omsorgsfuld uden at tilsidesætte sig selv.
En vigtig del af denne proces er at begynde at adskille forældrenes historie fra sin egen.
Dine forældres forhold kan have præget din forståelse af kærlighed, men det behøver ikke at bestemme, hvordan du selv kommer til at opleve og skabe nære relationer.
Psykoterapi ved følger af forældres skilsmisse
Hvis du genkender nogle af disse mønstre i dit eget liv, kan psykoterapi være en mulighed for at undersøge, hvordan dine erfaringer fra barndommen fortsat påvirker dine følelser og relationer.
I terapien kan vi arbejde med tilknytning, tillid, følelsesmæssigt ansvar, grænsesætning og frygt for at blive forladt.
Formålet er at udvikle en større forståelse af dine reaktionsmønstre og skabe mulighed for mere trygge, selvstændige og tilfredsstillende relationer.
Litteratur og videre læsning
Dansk forskning
Ottosen, M. H., Dahl, K. M. & Boserup, B. (2017). Forældrekonflikter efter samlivsbruddet: Karakteristika og risikofaktorer i komplekse forældreansvarssager. VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.
Ottosen, M. H. (2016). Analyse om udviklingen i familieretlige konflikter. SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd.
Marschall, A. & Grumløse, S. P. (2019). Skilsmisse og barnets bedste: før og nu, mellem hverdagsliv og politik. Barn, 37(3–4), 55–67.




Skriv en kommentar
Want to join the discussion?Feel free to contribute!