Mellem familiens forventninger og egne behov – psykoterapi for voksne børn af indvandrere
Mellem familiens forventninger og egne behov – psykoterapi for voksne børn af indvandrere
Om identitet, loyalitet, skyldfølelse og de psykologiske udfordringer, der kan opstå, når man vokser op med forskellige kulturelle forventninger.
At vokse op i Danmark med forældre, der er indvandret fra et andet land, kan give adgang til flere kulturer, sprog, traditioner og måder at forstå verden på. For mange er denne dobbelte kulturelle tilknytning en berigelse og en naturlig del af deres identitet.
Men for nogle kan opvæksten også indebære særlige psykologiske udfordringer, som først for alvor bliver tydelige i voksenlivet.
Man kan føle sig dansk i sin hverdag, sine relationer og sin måde at tænke på, men samtidig være præget af familiens kulturelle værdier, forventninger og forståelse af, hvad det vil sige at være et godt menneske, en god søn eller datter eller en loyal del af familien.
Det kan skabe indre konflikter, hvor ønsket om selvstændighed og personlig frihed kommer i modsætning til behovet for tilhørsforhold, accept og loyalitet over for familien.
For nogle bliver disse konflikter så belastende, at de fører til angst, skyldfølelse, lavt selvværd, relationelle vanskeligheder eller en vedvarende usikkerhed omkring egne valg.
I psykoterapi kan det være vigtigt at undersøge, hvordan disse konflikter er opstået, og hvordan man kan udvikle en mere selvstændig identitet uden nødvendigvis at miste forbindelsen til sin familie og kulturelle baggrund.
At vokse op med forskellige forventninger
Børn af indvandrere vokser ofte op med flere kulturelle referencerammer.
I skolen, blandt venner og i det danske samfund møder de bestemte forestillinger om selvstændighed, personlig frihed, ligestilling, kærlighed og individuelle valg.
I familien kan der være andre traditioner og forventninger til forholdet mellem generationerne, familiens betydning, ansvar, uddannelse, parforhold og livsvalg.
Disse forskelle behøver ikke at være problematiske. Mange familier formår at forene forskellige værdier, og kulturelle traditioner kan være en vigtig kilde til tryghed, identitet og fællesskab.
Men når forventningerne opleves som uforenelige, kan der opstå en indre konflikt.
Den unge kan eksempelvis ønske at træffe selvstændige valg omkring uddannelse, partner eller livsstil, men samtidig frygte at skuffe eller såre sine forældre.
Det kan skabe en oplevelse af, at man må vælge mellem at være tro mod sig selv og at bevare familiens accept.
Denne konflikt kan fortsætte langt ind i voksenlivet, også selvom man er økonomisk uafhængig og har etableret sit eget liv.
Loyalitetskonflikter – når egne valg føles som et svigt
Et centralt tema i psykoterapi med nogle voksne børn af indvandrere er loyalitet.
Loyalitet over for familien er i sig selv en værdifuld egenskab. Den kan være forbundet med kærlighed, ansvarlighed, samhørighed og respekt for tidligere generationer.
Problemet opstår, når loyaliteten opleves som en forpligtelse til at tilsidesætte egne behov, ønsker eller værdier.
En voksen kan eksempelvis opleve stærk skyldfølelse ved tanken om at flytte langt væk fra sine forældre, vælge en partner, som familien ikke accepterer, eller leve på en måde, der adskiller sig fra familiens forventninger.
Selvom vedkommende rationelt mener at have ret til at træffe sine egne valg, kan den følelsesmæssige oplevelse være en helt anden.
At vælge sig selv kan føles som at svigte familien.
For nogle er loyalitetskonflikten særligt stærk, fordi forældrene har oplevet betydelige tab eller ofre i forbindelse med migrationen.
De har måske forladt familie, venner, sprog, social status eller en etableret tilværelse for at skabe bedre muligheder for deres børn.
Barnet kan derfor udvikle en oplevelse af at stå i gæld til forældrene.
Mine forældre har ofret så meget for mig. Hvordan kan jeg tillade mig at skuffe dem?
Denne følelse kan være så stærk, at det bliver vanskeligt at skelne mellem taknemmelighed og forpligtelse.
I terapien kan man arbejde med at forstå, hvordan loyaliteten påvirker ens valg, og hvordan det er muligt både at værdsætte sine forældres historie og samtidig tage ansvar for sit eget liv.
Skyldfølelse og overdreven ansvarlighed
Nogle voksne børn af indvandrere oplever en særlig form for ansvar over for deres forældre.
Det kan handle om praktiske opgaver, økonomisk hjælp, oversættelse, kontakt med myndigheder eller støtte til at navigere i det danske samfund.
I nogle familier får børn tidligt en rolle som formidlere mellem forældrene og omverdenen.
De lærer måske hurtigere dansk, forstår de sociale systemer bedre og bliver derfor en vigtig ressource for familien.
Dette kan styrke barnets kompetencer, selvstændighed og ansvarsfølelse.
Men hvis ansvaret bliver for omfattende eller følelsesmæssigt belastende, kan barnet komme til at påtage sig en rolle, som overstiger dets udviklingsmæssige forudsætninger.
Det kan være en form for parentificering, hvor barnet påtager sig opgaver eller følelsesmæssigt ansvar, som normalt tilhører de voksne.
Som voksen kan man fortsætte med at føle sig ansvarlig for forældrenes trivsel, ensomhed, bekymringer eller skuffelser.
Det kan være vanskeligt at sige nej, sætte grænser eller prioritere sit eget liv uden at opleve dårlig samvittighed.
Nogle føler, at de skal kompensere for de vanskeligheder, forældrene har oplevet.
Andre bliver meget opmærksomme på forældrenes følelsesmæssige reaktioner og forsøger at undgå at gøre dem kede af det.
Denne ansvarsfølelse kan blive så indarbejdet, at den opleves som en naturlig del af personligheden frem for som et mønster, der er udviklet gennem bestemte relationelle erfaringer.
Hvem er jeg, når jeg ikke lever op til andres forventninger?
Identitetsudvikling handler blandt andet om at finde frem til egne værdier, ønsker og forestillinger om, hvordan man vil leve sit liv.
For nogle voksne børn af indvandrere kan denne proces være kompliceret af forskellige forventninger til, hvem de bør være.
Man kan opleve, at familien har bestemte forestillinger om, hvordan man skal leve, mens det omgivende samfund har andre.
Samtidig kan man have sine egne ønsker, som ikke nødvendigvis passer ind i nogen af disse forventninger.
Det kan skabe en usikkerhed omkring, hvilke værdier der faktisk er ens egne, og hvilke man har overtaget for at bevare tilhørsforhold eller undgå konflikter.
Nogle bliver meget dygtige til at tilpasse sig forskellige sociale sammenhænge.
De ved, hvordan de skal opføre sig i familien, på arbejdspladsen, blandt danske venner og i andre kulturelle fællesskaber.
Denne fleksibilitet kan være en stor styrke.
Men hvis tilpasningen indebærer, at man konstant undertrykker væsentlige sider af sig selv, kan den også føre til en følelse af fremmedgørelse.
Man kan begynde at spørge sig selv:
Hvad ønsker jeg egentlig selv?
Hvilke værdier er mine egne?
Hvem er jeg, hvis jeg ikke længere forsøger at leve op til alles forventninger?
I psykoterapi kan disse spørgsmål blive udgangspunkt for en dybere undersøgelse af identitet, selvforståelse og personlig frihed.
At føle sig udenfor – selvom man er født og opvokset i Danmark
En anden psykologisk problemstilling kan være oplevelsen af ikke helt at høre til.
Nogle voksne børn af indvandrere føler sig danske, men oplever, at andre fortsat betragter dem som fremmede.
De kan blive mødt med spørgsmål om, hvor de egentlig kommer fra, eller med forventninger om at repræsentere en bestemt kultur, religion eller etnisk gruppe.
Samtidig kan de i deres forældres oprindelsesland opleve, at de bliver betragtet som danske eller som nogen, der ikke længere helt tilhører kulturen.
Dermed kan de opleve ikke at blive fuldt anerkendt i nogen af de sammenhænge, de føler tilknytning til.
For nogle kan gentagne erfaringer med diskrimination, stereotype forestillinger eller social eksklusion påvirke selvværdet og følelsen af tilhørsforhold.
Andre kan opleve et pres for hele tiden at forklare eller forsvare deres identitet.
Det kan være psykisk belastende, især hvis man samtidig oplever, at ens egne erfaringer bliver bagatelliseret.
I terapien kan det være vigtigt at anerkende, at følelsen af ikke at høre til ikke nødvendigvis skyldes en indre usikkerhed, men også kan være forbundet med reelle erfaringer i mødet med omgivelserne.
Målet er ikke nødvendigvis at vælge én kulturel identitet frem for en anden, men at udvikle en oplevelse af, at forskellige tilhørsforhold kan eksistere samtidig.
Parforhold, kærlighed og familiens forventninger
Valget af partner kan være et område, hvor kulturelle og familiemæssige forventninger bliver særligt tydelige.
For nogle familier er parforhold og ægteskab ikke udelukkende et individuelt anliggende, men noget, der også har betydning for familiens fællesskab, traditioner og fremtid.
En voksen kan derfor opleve en konflikt mellem sine egne romantiske følelser og familiens forventninger til en passende partner.
Konflikten kan handle om religion, kulturel baggrund, køn, seksualitet, livsstil eller forestillinger om ægteskab og familieliv.
Nogle vælger at skjule deres parforhold eller dele af deres privatliv for at undgå konflikter.
Andre forsøger at tilpasse sig familiens ønsker, selvom det indebærer, at de tilsidesætter deres egne følelser.
Det kan skabe angst, skyld, ensomhed og vanskeligheder ved at træffe beslutninger.
For nogle bliver det også vanskeligt at etablere et parforhold, hvor partneren får en selvstændig plads, fordi forældrenes forventninger fortsat spiller en meget stor rolle.
I terapien kan man arbejde med at forstå disse loyalitetskonflikter og undersøge, hvordan man kan skabe plads til både nære familierelationer og et selvstændigt voksenliv.
Når vrede over for forældrene bliver forbundet med skyld og skam
Vrede kan være en særlig vanskelig følelse, når man oplever en stærk forpligtelse til at respektere og være loyal over for sine forældre.
Man kan være vred over begrænsninger, kontrol, manglende forståelse eller forventninger, som har gjort det vanskeligt at udvikle sin selvstændighed.
Samtidig kan man føle skyld over overhovedet at være vred.
Hvis forældrene har gennemlevet store vanskeligheder, kan det føles urimeligt eller utaknemmeligt at kritisere dem.
Nogle forsøger derfor at undertrykke deres vrede eller forklare deres forældres adfærd på en måde, der gør deres egne følelser mindre legitime.
De har jo haft det svært.
De gjorde det bedste, de kunne.
Jeg burde være mere forstående.
Disse udsagn kan indeholde væsentlige sandheder, men de kan også blive en måde at undgå kontakt med egne følelser på.
I psykoterapi kan det være vigtigt at skabe plads til mere komplekse og modsatrettede følelser.
Man kan elske sine forældre og samtidig være vred på dem.
Man kan forstå deres livshistorie uden at acceptere alle deres handlinger.
Og man kan være taknemmelig for det, man har fået, samtidig med at man anerkender det, man har manglet.
Denne følelsesmæssige kompleksitet kan være afgørende for udviklingen af en mere selvstændig og nuanceret relation til familien.
Præstationspres og følelsen af aldrig at være god nok
For nogle familier kan uddannelse, arbejde og økonomisk succes have en særlig betydning.
Forældre, der har oplevet migration, social usikkerhed eller tab af muligheder, kan have store forhåbninger til deres børns fremtid.
De ønsker måske, at børnene skal opnå den tryghed, anerkendelse eller økonomiske stabilitet, som de selv har kæmpet for.
Disse ambitioner kan være motiverende og give børnene vigtige ressourcer.
Men hvis barnets værdi i høj grad bliver knyttet til præstationer, kan der udvikles et stærkt indre pres.
Man kan opleve, at det ikke er tilstrækkeligt at være tilfreds med sit eget liv. Man skal også leve op til familiens forventninger og retfærdiggøre de ofre, der er blevet gjort.
Det kan føre til perfektionisme, selvkritik, angst for at fejle eller vanskeligheder ved at mærke, hvad man egentlig selv ønsker.
Selv når man opnår succes, kan følelsen af tilfredshed være kortvarig.
Der vil altid være noget mere, man burde opnå.
I terapien kan man undersøge, hvordan selvværdet er blevet forbundet med præstationer, og hvordan man kan udvikle en mere stabil følelse af egen værdi, som ikke udelukkende afhænger af andres forventninger.
Når forældrenes migrationshistorie bliver en del af barnets psykologi
Migration indebærer ofte betydelige forandringer.
For nogle familier har den været forbundet med tab af hjemland, netværk, sprog, status eller økonomisk sikkerhed.
Andre har oplevet krig, forfølgelse, flugt eller traumatiske begivenheder før eller under migrationen.
Disse erfaringer kan få betydning for familiens følelsesmæssige liv og for den måde, forældrene forholder sig til tryghed, kontrol, risiko og fremtiden på.
Forældre, der har oplevet utryghed eller alvorlige tab, kan eksempelvis have et stærkt behov for stabilitet, forudsigelighed og beskyttelse af deres børn.
Barnet kan vokse op med en forståelse af, at verden er usikker, at man skal være forsigtig, eller at familiens sammenhold er afgørende for overlevelse.
I nogle familier bliver de svære erfaringer talt åbent om. I andre bliver de næsten aldrig nævnt, men kan alligevel præge stemningen, forventningerne og relationerne.
Det betyder ikke, at børn automatisk overtager deres forældres traumer.
Men forældrenes erfaringer kan påvirke de følelsesmæssige og relationelle betingelser, som børnene vokser op under.
I psykoterapi kan det være hjælpsomt at forstå familiens historie, ikke for at forklare alle vanskeligheder med migrationen, men for at se, hvordan individuelle og familiemæssige erfaringer kan hænge sammen.
Når man begynder at sætte grænser
For nogle voksne børn af indvandrere bliver arbejdet med personlige grænser et centralt tema i terapien.
Det kan handle om at kunne sige nej til familiens forventninger, træffe egne beslutninger eller give udtryk for uenighed uden at blive overvældet af skyldfølelse.
Men grænsesætning er ikke nødvendigvis en enkel proces.
Hvis man gennem hele sin opvækst har lært, at familiens behov kommer før ens egne, kan selv små forandringer skabe betydelig indre uro.
At sige nej kan føles som at være egoistisk.
At prioritere sig selv kan opleves som illoyalt.
Og at træffe en selvstændig beslutning kan vække frygt for at miste familiens kærlighed eller accept.
Det terapeutiske arbejde handler derfor ikke kun om at lære konkrete måder at sætte grænser på.
Det handler også om at forstå de følelser, forestillinger og relationelle forventninger, som gør grænsesætning vanskelig.
Målet er ikke nødvendigvis at skabe afstand til familien.
For mange handler det tværtimod om at udvikle en relation, hvor nærhed og tilhørsforhold ikke kræver, at man tilsidesætter sig selv.
I situationer med alvorlig kontrol, trusler eller risiko for repressalier er det dog vigtigt, at arbejdet med grænser også tager hensyn til personens konkrete sikkerhed.
Hvornår søger voksne børn af indvandrere psykoterapi?
Mennesker med indvandrerbaggrund søger naturligvis psykoterapi af mange af de samme grunde som alle andre: angst, depression, stress, lavt selvværd, traumer, sorg, parforholdsproblemer eller vanskelige relationer.
Det er ikke muligt at opstille én samlet psykologisk profil for andengenerationsindvandrere. Familier, kulturer og individuelle erfaringer er meget forskellige.
Men hos nogle kan de almindelige psykiske vanskeligheder være forbundet med særlige temaer omkring identitet, loyalitet, familiemæssige forventninger og tilhørsforhold.
Det kan eksempelvis være:
- Skyldfølelse over ikke at leve op til forældrenes forventninger.
- Vanskeligheder med at sætte grænser over for familien.
- Konflikter omkring valg af partner, uddannelse eller livsstil.
- Følelsen af at være ansvarlig for forældrenes trivsel.
- Angst for at blive afvist eller miste familiens accept.
- Usikkerhed omkring egen identitet og egne værdier.
- Perfektionisme og et stort pres for at præstere.
- Vrede, sorg eller skuffelse over relationen til forældrene.
- Oplevelser af diskrimination, udenforskab eller manglende tilhørsforhold.
- Vanskeligheder med at skabe selvstændighed i voksenlivet.
For nogle bliver disse temaer først tydelige i forbindelse med større livsforandringer, eksempelvis når de flytter hjemmefra, indgår i et parforhold, får børn eller begynder at træffe beslutninger, som afviger fra familiens forventninger.
Andre opsøger terapi, fordi de oplever angst, tristhed eller utilfredshed uden umiddelbart at forstå, hvordan symptomerne hænger sammen med deres relationelle erfaringer.
Psykoterapi – at finde sin egen vej uden at fornægte sin baggrund
I psykoterapi kan man arbejde med at forstå de indre konflikter, der kan opstå mellem personlige behov, familiens forventninger og forskellige kulturelle tilhørsforhold.
Det handler ikke om at vælge den danske kultur frem for forældrenes kultur eller om at gøre sig fri af alle familiemæssige forpligtelser.
Det handler om at udvikle en større bevidsthed om, hvilke værdier, ønsker og forventninger man selv ønsker at leve efter.
En vigtig del af det terapeutiske arbejde kan være at undersøge, hvordan tidlige relationer har påvirket ens selvopfattelse, følelsesliv og måde at indgå i relationer på.
Det kan indebære at arbejde med skyldfølelse, skam, vrede, loyalitetskonflikter, selvkritik og vanskeligheder med at sætte grænser.
For nogle handler det også om at bearbejde oplevelser af diskrimination, udenforskab eller familiemæssige traumer.
En vigtig forudsætning for terapien er, at den enkelte bliver mødt som et individ og ikke som repræsentant for en bestemt kultur.
Det er ikke alle vanskeligheder, der skyldes kulturelle forskelle, og det er heller ikke alle familiemæssige konflikter, der kan forklares med indvandrerbaggrund.
Derfor må det terapeutiske arbejde tage udgangspunkt i den enkeltes livshistorie, relationer og personlige oplevelser.
At skabe en identitet med plads til både tilhørsforhold og selvstændighed
For mange voksne børn af indvandrere handler den psykologiske udvikling ikke om at vælge mellem to kulturer, men om at skabe en personlig identitet, hvor forskellige erfaringer, værdier og tilhørsforhold kan eksistere samtidig.
Man kan føle en stærk tilknytning til sin familie og samtidig ønske at leve anderledes.
Man kan værdsætte sine forældres kultur og samtidig være kritisk over for bestemte traditioner eller forventninger.
Man kan være taknemmelig for sine forældres indsats uden at føle sig forpligtet til at leve det liv, de ønsker.
Og man kan udvikle større selvstændighed uden nødvendigvis at miste kærligheden til sin familie.
Psykologisk selvstændighed handler ikke om at afvise sin baggrund, men om at kunne forholde sig frit og bevidst til den.
Når man begynder at forstå sine egne følelsesmæssige mønstre og relationelle konflikter, kan det blive muligt at skabe et liv, hvor både tilhørsforhold, personlig frihed og egne behov får plads.
Psykoterapi for voksne børn af indvandrere
Hvis du oplever konflikter mellem familiens forventninger og dine egne ønsker, eller hvis du kæmper med skyldfølelse, ansvar, selvværd eller vanskeligheder i nære relationer, kan psykoterapi være en mulighed for at undersøge og forstå disse problemstillinger.
I terapien kan vi arbejde med, hvordan din opvækst, dine relationer og dine kulturelle erfaringer har påvirket din selvopfattelse og dit følelsesliv.
Formålet er at skabe større selvforståelse og personlig frihed, så du i højere grad kan træffe valg, der føles rigtige for dig, samtidig med at du finder din egen måde at forholde dig til din familie og din baggrund på.
Litteratur og videre læsning
Singla, Rashmi (2006). Den eneste ene – hvordan etniske minoritetsunge i Danmark danner par: Konflikt og intervention.Akademia.dk.
Liversage, Anika & Christensen, Christiane Præstgaard (2017). Etniske minoritetsunge i Danmark – en undersøgelse af årgang 1995. SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd.
Schmidt, Garbi & Jakobsen, Vibeke (2004). Pardannelse blandt etniske minoriteter i Danmark. SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd.




Skriv en kommentar
Want to join the discussion?Feel free to contribute!